Når rytteren bliver grådig…

… Er en ret udbredt problematik særligt blandt helt almindelige konkurrenceryttere.

Rytterens (ubevidste) grådighed bliver faktisk hendes værste fjende, fordi den svækker hendes fornemmelse for hesten og hestens behov.
Uden fornemmelse og uden at se sig om, forårsager det både fysiske skader men også stressede, spændte og nervøse heste. And she did’nt see it coming, før hesten allerede er blevet halt eller begynder at få en uønsket adfærd…

F.eks begynder at kigge mere til stævnerne, måske ikke vil i traileren, ind på banen eller en rigtig “snyder”, hvor hesten så virker “træt” på banen, men i virkeligheden bare er demotiveret og slukket på opgaven.

Jeg har set det så mange gange og jeg har også været der selv en gang. Der bliver så stort fokus på målet – stævnerne – at man glemmer at lytte og mærke efter.

Det er faktisk ikke meningen at udviklingen skal gå i nærmest daglig lineær kurve, med det ene stævne weekend efter weekend, som i virkeligheden for et overvejende flertal af heste ER en meget stressende affære. Det er rytterens ansvar at stoppe op, pause, mærke, restituere… det kan du ikke, hvis du kører i samme tempo fremad hele tiden!

Hos nogle heste kommer regningen tidligere end andre afhængigt af hestens personlighed og bagage og så har mange en tendens til at mene, det er hesten der ikke kan leverer, i stedet for at se indad og spørge sig selv – rider jeg med mit ego eller med mit hjerte?